SMS Tip

Vejret i dag:
15°

Kessler: Der skal ske noget nyt

Efter to måneder i flyverskjul slog Mikkel Kessler tirsdag dørene op til sit nye hovedkvarter i Dragør

15:48 - 26. jan. 2010   |   Ekstra Bladet

Motorcykler i baggrunden og proteinpulver på alle hylderne. Mikkel Kessler slog tirsdag dørene op for pressen efter to måneder i flyverskjul oven på nederlaget til Andre Ward i Super Six-turneringen.

Og han fik sin sag for i det nye hovedkvarter i et industrikvarter i Dragør, hvor bokseren har sat en boksering op, og hvorfra hans firma nu skal sælge økologisk proteinpulver til fitness-folket.

Sportsjournalisterne stod på nakken af hinanden, og Kessler måtte tale i mere end to og en halv time med fire-fem tv-hold og et par håndfulde skrivende journalister.

Bokseren har netop indledt træningen forud for kampen mod WBC-verdensmesteren Carl Froch den 17. april et endnu ikke fastlagt sted i Danmark.

- Jeg er opsat på at vise, at det ikke var den rigtige Mikkel Kessler, der tabte til Andre Ward, siger Kessler til ekstrabladet.dk.

En bedre bokser end Ward
- Jeg synes jo stadig ikke, at Ward var en bedre bokser end mig. Det gør det så meget mere irriterende, at jeg tabte. Men der blev begået en masse fejl, som jeg skal lære af. Han frustrerede mig, og jeg må for alt i verden ikke blive frustreret i ringen. Nogle gange skal der et nederlag til, for at man kan se sine fejl og lære.

- Jeg har eksempelvis lært, at hele arbejdet skal struktureres bedre, sådan at jeg træner på faste tider, og sådan at jeg taler med jer journalister på nogle fastsatte tider, siger Kessler.

Kessler har stoppet samarbejdet med den mange-årige træner Ricard Olsen. Foreløbig. Op til kampen mod Froch skal han trænes af den amerikanske trænerlegende Jimmy Montoya, der tidligere har arbejdet med danskerne.

- Det var en svær beslutning. Der var en masse skriverier om, at nu var vi uvenner og hvad ved jeg. Men jeg taler jo stadig meget med Ricard, og vi vil jo også stadig kunne tale sammen om, hvad jeg skal gøre op til kampen mod Froch, fortæller Kessler.

Den danske bokser rejser fredag til Berlin, hvor han og Montoya bedre kan få fred til de næste par måneders intense træning op til kampen mod den hårde nyser Carl Froch.

Annonce

Annonce

Annonce

Img