Ung misbruger: Så jeg sådan ud?

Jonas på 23 år får våde øjne, når han ser sin familie læse de kærlige breve op i programmet Ultimatum, der blev vist på TV 2 i midten af april. Det er hård kost for en ung mand, der har budt sin familie og sin krop så meget de sidste seks-syv år.

10:02 - 27. apr. 2010   |   Henriette Skov Andersen Henrik Schou

– Jeg fik et chok. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. Men da jeg kom derop, så vidste jeg jo godt, hvad klokken var slået. Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og det blev hårdere og hårdere for hvert brev.

Jonas fik tilbuddet om hjælp og tog i mod det for rullende kamera. I et halvt år har et tv-hold fulgt ham. Fra misbruger af alverdens stoffer i Køge gennem behandlingen på Springbrættet i Varde. Nu er han clean og venter på at flytte i lejlighed i Esbjerg.

Hvordan havde du det med at få stillet det ultimatum af din familie?

– Nu kan jeg se, det var godt. Men dengang, der følte jeg, de stak mig i ryggen alle sammen. Hvad fanden har de gang i, tænkte jeg som det første, siger Jonas og fortsætter

– Men i bilen over til Jylland havde jeg det faktisk meget godt. Jeg kunne jo ikke klare det selv, jeg var alt for langt ude. Selv dagen efter min overdosis, tog jeg jo stoffer igen. Og jeg havde lige set døden i øjnene.

Hvordan rørte det dig at se programmet?

– Jeg kan godt huske, jeg så rædselsfuld ud. Men jeg havde ikke troet, det var så slemt. Det kommer som en overraskelse.

– Da jeg så mig selv tage de stoffer, så kunne jeg ikke genkende mig selv. Jeg var jo pisseligeglad. At jeg ikke engang kunne hjælpe min storebror med at male. Helt ærligt, hvor svært kunne det være at give en hånd med. Men det havde jeg åbenbart for travlt til, jeg skulle ud og have nogle stoffer. Det bryder jeg mig sgu ikke om at se, men det er fortid nu.

Føler du skyld over for din familie?

– Ja, for satan. Jeg bliver rørt over, hvor meget det her er gået ud over min familie. Men dengang tænkte jeg ikke over det, der tænkte jeg bare på mig selv.

– Påvirket kunne jeg ikke mærke den elendighed, jeg var i. Jeg havde jo ingenting – ikke engang en 9.klasses eksamen. Min hjerne er jo stadig 15 år, jeg er ikke nået videre. Stofferne har sat min udvikling i stå, så jeg har stadig meget at lære.

Jonas virker målrettet og fast besluttet, når han forklarer sig.

– Jeg får bare mere lyst til at blive ved med at gøre det, jeg gør. Jeg har det jo også meget bedre med mig selv.

Man kan også se, du har fået gløden tilbage i kinderne.

– Ja, og det har jeg også herinde, siger Jonas og peger på sit hjerte, mens han smiler bredt og lyser op i ansigtet.

Han tror på det her, han vil noget med sit liv. Det er slut med stoffer.

–Selv om det er svært at være stoffri, så er det 10 gange bedre at være mig nu.

Hvordan har du med at en million mennesker så dig på tv?

Det har jeg det rigtig godt med. Det er fedt, at jeg nå ud til så mange mennesker. Bare jeg kan hjælpe nogen af de mange misbrugere, der er derude.

Hvad vil du gøre, hvis du fik tilbudt en joint i dag?

– Så ville jeg bare sige, kan I have en god dag. Jeg er færdig med det lort, jeg har vist fået rigeligt.