SMS Tip

Vejret i dag:
15°

Politiet: Betjent stod bag disse brande

Den seneste tid har byen Balle, ved Silkeborg, været præget af ildebrande. Se billederne fra branden d. 28 februar

19:03 - 17. mar. 2010   |   Ekstra Bladet

I cirka to måneder har bydelen Balle i Silkeborg været hærget af ti påsatte brande mod private hjem, garager og udhuse.

Politiet har gennem længere tid arbejdet ud fra en teori om, at gerningsmanden var lokal, og tirsdag aften blev en 41-årig lokal politibetjent anholdt og sigtet for flere af brandene.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger har den anholdte boet på Grønningen, der har været hærget af flere brande, i omkring 14 år.

- Vi har det rigtig godt med, at der nu er en anholdt. Det har skabt en masse utryghed, så hele vores familie er glade for, at gerningsmanden formentlig er anholdt, siger Lis Borup til ekstrabladet.dk.

Lis Borup bor selv på Grønningen i Balle

Hun tror ikke, at der nu vil komme en hadsk stemning mod den anholdte politibetjent og hans familie.

- Det vil hurtig blive kendt, hvem det er, men jeg tror, at folk vil have ondt af ham. Det er synd for ham og hans familie, hvis han har gjort det, siger Lis Borup.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger har den 41-årige mand været i politiet i over 15 år.

Han er gift og har tre mindre børn.

Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen har onsdag formiddag ingen kommentarer til sagen før grundlovsforhøret.

- Da det med stor sandsynlighed bliver afholdt for lukkede døre, vil jeg ikke udtale mig, siger Peter Brøndt Jørgensen til ekstrabladet.dk.

Brand efter borgermøde
Så sent som mandag aften var de bekymrede borgere i Balle indkaldt til borgermøde i Balle Kirkeby Forsamlingshus for at diskutere ildspåsættelserne og få gode råd af politiet.

Det afskrækkede dog ikke brandstifteren. Umiddelbart efter borgermødet satte vedkommende ild til en affaldstønde, der var stillet op ad en carport af træ, skriver Midtjyllands Avis.

På borgermødet erkendte lederen af politistationen i Silkeborg, vicepolitiinspektør Kjell Svenningsen, at brandstifteren gav politiet grå hår i hovedet.

- I mine 30 år i politiet har jeg ikke oplevet noget lignende. Gerningsmanden har en meget atypisk adfærd, og det er usædvanligt, at vi ikke har fået nogen henvendelser fra borgere, som har set noget mistænkeligt inden brandene, sagde han ifølge Midtjyllands Avis.

- Derfor tror jeg, at vedkommende er kendt og har sin gang i området, fortsatte han.

Politibetjentens kolleger er dybt chokerede over anholdelsen.

- Sagen berører mange af hans kolleger, siger formanden for Midt- og Vestjyllands Politiforening, Jørgen Kristian Fisker til TV2

Politimanden vil blive fremstillet i grundlovsforhør kl. 11.45 i dag. Han nægter sig skyldig i sigtelserne.

Ved du noget om sagen? Så kontakt os på mail: 1224@eb.dk eller på sms/mms til 1224.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Img