Når morgenmaden er amfetamin

En smuk, ung pige på 25 år med fuld gang i lærestudierne. En kæmpe kontrast til hendes tidligere hverdag, hvor Anne Fricke havde fuld gang i stofferne

13:19 - 18. mar. 2010   |   Henriette Skov Andersen Henrik Schou

–18. januar 2008 sad jeg foran spejlet og lagde stregen frem og sniffede den op. Jeg så op i spejlet og sagde til mig selv: Aldrig mere, Anne.

Det skulle blive den allersidste streg for den nu 25-årige pige fra Esbjerg efter et hårdt liv med især amfetamin i lange baner.

Misbruget af de hårdere stoffer begyndte, da Anne som 19-årig flyttede fra den voldelige kæreste.

Hun var ked af det, nedbrudt. En veninde spurgte, om hun ikke ville have en streg amfetamin. Så var Anne solgt.

– Hvordan havde du det efter første streg?

– Som Leonardo di Caprio i Titanic, jeg var konge af verden. Jeg tænkte bare, hvorfor fanden har du ikke prøvet det her noget før.

– Men det bliver aldrig det samme som første gang, aldrig. Det kommer til at ligne den første gang mindre og mindre, for hver streg man tager.

Hånd i hånd

Fra den dag stod menuen på stoffer hver dag. Nogle gange kun hash, men for det meste var amfetamin det foretrukne stof.

– Før bad, mascara eller noget andet tog jeg lidt amf, så var den dag i gang, fortæller den kønne, lyshårede pige og signalerer med en let håndbevægelse, at det var ganske normalt for hende på det tidspunkt i hendes liv.

Sådan var det bare, og det kørte fint.

Hun passede sin skole og job ved at tage stoffer i pauserne og så ryge hash om aftenen for at falde i søvn.

– Det blev til mindst et gram amf og fire-fem gram hash om dagen – i weekenden blev der skruet ekstra op med alt godt fra haven. Det blev til kokain, LSD, Ecstasy, svampe, rohypnol, ketogan og så videre, siger den nu tidligere misbruger, der selv mener, hun har været narkoman.

– Hvad med heroin?

– Nej, jeg har aldrig givet mig selv lov til det. Alt det andet blev jeg vildt forelsket i. Jeg vidste, at hvis jeg tog det, kunne jeg lige så godt dø. Heroin har altid skræmt mig fra vid og sans, siger Anne.

Så længe forbruget blev holdt ved lige, var der ikke bivirkninger.

Omgangskredsen blev udskiftet til folk, der også var med på stoffer og fest, så der var ikke rigtig nogen, der prøvede at få Anne ud af misbruget.

Hun ved ikke, hvor mange penge, hun har brugt, men det er rigtig mange.

Det var aldrig noget problem at skaffe stofferne for en høj, flot pige. Pusherne er lette at spotte i nattelivet.

– Jeg fik hurtigt de rette kontakter, selv om jeg nu er flyttet mange gange. Jeg kunne betale, mens jeg var på SU og fik lån. Men så var der heller ikke noget tilovers. Stofferne fyldte alligevel det hele.

– Jeg har aldrig stjålet noget eller været kriminel på anden vis, jeg har på den måde været heldig. Hun sidder dog tilbage med en stor gæld til SU og banken, som vil følge hende resten af livet.

Startede tidligt

Allerede på efterskolen som 14-årig var tilværelsen fyldt med hash og massiv druk

– De lokale værtshuse i Vojens tjekkede aldrig vores alder, de var bare glade for at få gæster, fortæller Anne om de første år i stoffernes vold.

– Min mor har altid været der for mig, men min far har svigtet ved ikke at bakke mig op, da jeg var barn i et skilsmissehjem med hans nye kone.

– Det har taget hårdt på mig. Den person, der skulle passe allermest på mig, han magtede det ikke.

– En måde at flygte væk fra verden var ved at være fuldstændig blæst. På den måde kom jeg væk fra alt, der var svært og ubehageligt.

– Hvorfor ville du stoppe?

– Det har altid stået i stjernerne, at jeg skulle blive til noget. Jeg fik det værre og værre. 50 kilo med en højde på 1.80 er ikke meget. Jeg var bange for mit liv. Det måtte stoppe. Derfor tog jeg kontakt til kommunens misbrugscenter.

Den sidste pibe blev slukket 28. april 2008, fordi der var urintests på behandlingsstedet

– Jeg følte, jeg havde sagt farvel til min bedste ven og det eneste trygge i min tilværelse. Jeg var i stor sorg og tudede mig selv i søvn

– Er du færdig med stoffer?

– Ja, for fanden. Det er slet ikke en mulighed. Den dør er lukket for altid. Det er ikke et værdigt liv. Jeg kan godt savne, at der sker noget hver dag, men prisen er bare alt for høj.

Annes blå øjne lyser op i den mørke aften, når hun med et stille suk siger:

– Jeg kunne have fået så meget mere ud af mit liv. Men jeg kæmper hver dag for min fremtid og drømmer om et liv med mand og børn.

Læs hele særavisen om narko her