SMS Tip

Vejret i dag:
15°

Tre-årig død i børnehave

En 3-årig dreng døde i dag på en børneinstitution i Vallensbæk

19:10 - 04. feb. 2010   |   Anne-Mette Gregers og Jan Søgaard

En tre-årig dreng er død i den integrerede daginstitution 'Sommerfuglen' på Vejlegårdsparken 80 i Vallensbæk. Dødsfaldet skete kort efter kl. 11 i formiddags.

Drengens forældre er underrettet og de kom selv ud til institutionen.

- Forældrene var naturligvis meget chokerede, oplyser ekstrabladet.dk´s reporter på stedet.

Lars Andersen fra Københavns Vestegns politi bekræfter, at en tre-årig dreng er død på institutionen.

- Vi er på stedet, men undersøgelserne er i den indledende fase, og vi kan endnu ikke sige noget om omstændighederne, siger Lars Andersen.

Vallensbæk Kommune oplyser, at drengen er død af hjertestop og at barnets forældre er tilbudt krisehjælp.

Akutlæge forsøgte genoplivning
Kl. 11.05 blev der sendt akutlæge og ambulance til den livløse dreng og lægen forsøgte forgæves at genoplive den tre-årige.

Kl. 11.45 fik Københavns Vestegns politi en anmeldelse fra akutlægen om, at drengen var erklæret for død på stedet.

Drengens far kom i bil til børnehaven og moderen kom også til stedet.

For kort tid siden bakkede ambulancen helt op til 'Sommerfuglen' og ambulancen kørte med den døde dreng. Hans forældre var formentlig med sønnen i ambulancen.

De andre børn er i øjeblikket ude på institutionens legeplads, fortæller ekstrabladet.dk´s reporter.

- De fleste af børnene er nok for små til rigtigt at forstå, hvad der er sket, siger ekstrabladet.dk´s reporter.

'Sommerfuglen' er en institution med 24 vuggestuebørn og 64 børnehavebørn.

Annonce

Annonce

Annonce

Img