SMS Tip

Vejret i dag:
11°

Sindsyg Nissan med 900 hk

Racerkøreren Nicolas Kiesa elsker at køre race og bygge biler. Hans vildeste projekt er der kommet en vanvittig Nissan ud af

13:01 - 09. apr. 2010   |   Ekstra Bladet

En normal Nissan Skyline er et bæst. En gaderacer for hardcore fans og en af den slags biler, som en svigermor helst ikke vil se sin datter blive hentet i.

Som standard yder en Nissan GT-R R34 omkring 320 hestekræfter fra en 2,6 liters V6’er.

I dag har Kiesas Skyline 900 heste, går til 100 km/t. på 2,8 sekund og til 300 km/t. på ... hold nu fast ... 15,9 sekunder.

Nicolas har bygget alt selv.

- Sideløbende med min racerkarriere har jeg været besat af at bygge biler, fortæller Nicolas Kiesa.

Han har brugt 1000 timer og en halv million kroner til stumper alene.

En stor del af pengene - cirka 350.000 er brugt på den motor, som i år er blevet udskiftet med en motor fra en japansk GT500 racer på 2,7 liter slagvolumen.

Alt er lavet om
Men ikke engang den er standard. Kiesa har selv designet en lang række ændringer inde i motoren, i ledningsnettet og i motorstyringen.

Den nye motor har ikke flere heste end den gamle, men den er mere kørbar, som Kiesa siger.

- Den trækker godt fra omkring 4000 omdrejninger, hvor den gamle skulle helt op i 5000 omdrejninger, før den gad bestille noget.

Motoren tager i øvrigt hele 10.500 omdrejninger. Mere end nogen Ferrari-motor til gadebrug.

Udover motoren har Nicolas bygget en lang række aerodynamiske dele på bilen, som skaber et vejgreb, som ingen anden almindelig bil har.

Hele fronten, frontklappen, underdelen, som man kalder gulvet, spoilere, skørter og bagvinge. Selv bremsekølerne er fremstillet i carbon. Et af resultaterne er mere downforce - et større tryk mod vejen.

En tung sag
Ved 200 km/t. sørger det aerodynamiske ombygning for 180 kilogram ekstra tryk på baghjulene alene.

De fleste af de udvendige ombygninger er i kulfiberplast - carbon. Bilen er dog ikke blevet markant lettere af ombygningen. Hele ekvipagen vejer 1732 kg med Nicolas bag rattet og en halv tank benzin. En Nissan Skyline er trods sin racersjæl en tung bil, blandt andet på grund af firehjulstrækket.

Det mest imponerende er måske bilens hverdagsduelighed. På tre år har bilen kørt 22.000 km uden andet end at skifte motorolie.

Lysten til at bygge biler om har altid været til stede hos Kiesa.

Han og en kammerat begyndte i 1997 at sætte turbo på biler som Peugeot 106’ere, 306’ere og Golf GTi’er. Ikke altid med lige stor succes, og de to drenge lærte lektien på den hårde måde.

- De sprang jo i luften, fordi vi ikke rigtig vidste noget om det.

Han og kammeraten fortsatte og blev bedre og bedre til det med at bygge biler om, så de kunne holde til det.

- Jeg har lært det på den hårde måde, har brugt en del tid og penge på det, men synes efterhånden, at jeg har meget godt styr på det.

Sidenhen rejste han og kammeraten begge ud af Danmark. Kammeraten for at tune biler i hele verden, Kiesa for at passe sin racerkarriere i England - og for at bygge endnu vildere biler til sig selv.

Annonce

Annonce

Annonce

  • Seneste i Biler

Annonce

Img